Sådan: Drop investeringsforeningen og gør det billigere selv

Selv hvis du ikke har så mange penge at investere for, kan du hurtigt spare mere end 1.000 kr. på selv at købe aktier direkte i din netbank i stedet for at lade en investeringsforening stå for arbejdet. Det koster mere kurtage at handle selv, hvis man skal sprede sin risiko på tilstrækkeligt mange forskellige aktier, men de høje omkostninger i både aktive og også mange passive danske investeringsforeninger gør, at man kan komme rigtig langt på egen hånd og stadig spare penge.

Der er dog også et par fælder, der primært omhandler egen evne til at lade være med at handle for meget med sine aktier. Som gør det selv-investor skal man så vidt muligt forholde sig passiv også når alle ens instinkter siger det modsatte.

Følger du forslaget om at gøre det selv, forkaster du al konventionel teori i den version som prædiket af investeringsforeningernes rådgivere. Men med en erkendelse af at finansielle aktiver alligevel kun i tilnærmet omfang opfører sig som i rådgivernes teoretiske fundament, så er det slet ikke nogen ringe ide at gøre det selv – så længe man baserer det på de samme grundlæggende tommelfingerregler. Det er der flere universitetsprofessorer, der også kom frem til i en rapport med gode råd om aktieinvesteringer til Penge- og Pensionspanelet for et par år tilbage.

Aktive investeringsforeninger er dyre – særligt ved køb og salg

Et hurtigt blik på Morningstars liste over omkostninger i investeringsforeninger med fokus på danske aktier afslører, at man starter et godt stykke bagud, når man træder ind i en dansk investeringsforening frem for at købe et repræsentativt udvalg af aktier direkte på børsen.

Køber man sig f.eks. ind i Nordea Invest Danmark, der kategoriens største investeringsforening og dermed burde have et stort potentiale for at levere lave omkostninger pr. omkostningskrone pga. stordriftsfordele, starter man med at være op til 1,58% bagud alene på grund af emissionsomkostningen. Hvis der er mange handler i investeringsforeningen og forskellen mellem købs- og salgskurserne mindskes, kan det godt blive billigere, men det er ikke altid ligetil at finde en pris i den gode ende af bid-ask-spreadet.

Når emissionen af investeringsbeviserne er klaret, begynder de løbende administrationsomkostninger at melde sig. I Nordea Invest Danmark kan du trække 1,12% af aktiebeholdningens kursværdi til betaling for porteføljemanagere osv. – hvert eneste år.

Når du sælger foreningen, skal du af med yderligere 0,2% af beholdningens kursværdi til indløsning af investeringsbeviset. Som ved emissionen kan du være heldig at spreads er smallere end foreningens yderpunkter, men der gives ingen garantier – slet ikke i mindre investeringsforeninger.

Oven i emissions-, administrations- og indløsningsomkostningerne skal tillægges din egen banks kurtage for hhv. køb og salg af investeringsbeviserne.

Danske Invests passive forening har også høje omkostninger

Danske Invest har en indeksforening, Danske Invest Danmark Indeks, der tracker et bredt dansk aktieindeks. Det lyder umiddelbart som en god idé, og det er da også billigere end bl.a. Nordeas aktivt forvaltede forening med fokus på samme investeringsunivers. Men Danske Invests passive forening er stadig en halvdyr en af slagsen. Således byder den noget mindre investeringsforening på omkostninger i denne størrelsesorden: 1,50% i emissionsgebyr, 0,55% i årlige administrationsomkostninger og 0,25% i indløsningsgebyr. Det er stadig en sjat.

Lad os se om vi kan gøre det billigere selv…

Sådan skaber du din egen diversificerede portefølje

Det er svært at kopiere en aktivt forvaltet investeringsforening, for de aktive foreningers beholdningsoversigter bliver ikke opdateret løbende. Og man får heller ikke automatisk besked, når foreningen reducerer sin beholdning af en bestemt aktie. Det er således ekstremt besværligt og ret risikabelt at tro at man kan kopiere Nordea Invest Danmarks investeringsstrategi selv.

En passiv indeksforening er det nemmere at kopiere, hvis den blot følger en markedsvægtet strategi. Her kan man tage udgangspunkt i en historisk beholdningsliste og fremskrive denne med kursudviklingen på enkeltaktierne for at få dagens procentvise fordeling blandt aktierne. Der er ingen handler at overvåge. Der kan dog være lidt arbejde med at overvåge indeksets sammensætning for hvornår nye aktier bliver optaget og andre aktier falder ud af indekset. Det er givet heller ikke særligt praktisk eller elegant. Danske Invest Danmark Indeks har langt over 20 forskellige aktier i beholdningen, så det bliver naturligvis meget omstændigt at kopiere indekset.

15-20 aktier er nok til at sikre god diversifikation

Læg aldrig alle æg i samme kurv. Grundlæggende finansieringsteori tilsiger, at man skal diversificere, da man ikke bliver belønnet for at løbe risici på enkeltaktier. Men hvor meget skal der egentlig til at opnå en passende diversifikation? Penge- og Pensionspanelets professorer siger 15-20 aktier. Pointen er ikke antallet af aktier, men derimod at man selv ved relativt få aktier hurtigt får del i diversifikationsfordelen – og at denne flader ud på et tidspunkt, fordi hver ny aktie efterhånden tilføjer mindre og mindre idiosynkratisk risiko til porteføljen.

Diversifikationsfordelen indhentes hurtigt, når der tilføjes aktier til porteføljen. Fra omkring 15-20 aktier begynder den marginale fordel ved at tilføje en aktie yderligere dog at være minimal. Her er diversifikation vist som porteføljens volatilitet ved givent antal aktier. Kilde: Penge- og Pensionspanelets anbefaling om aktieinvesteringer.
Diversifikationsfordelen indhentes hurtigt, når der tilføjes aktier til porteføljen. Fra omkring 15-20 aktier begynder den marginale fordel ved at tilføje en aktie yderligere dog at være minimal. Her er diversifikation vist som porteføljens volatilitet ved givent antal aktier. Kilde: Penge- og Pensionspanelets anbefaling om aktieinvesteringer.

I det følgende nøjes jeg med syv aktier. Er det fuldt diversificeret? Nej, selvfølgelig er det ikke det, men det er tæt på. Inkluder en dosis statistisk usikkerhed og så er syv i nærheden. Tag syv large cap-aktier – fx med udgangspunkt i C20-indekset – og prøv at undgå at vælge for mange fra samme sektor. En aktiv strategi kunne være at vælge de syv aktier i hver sin sektor, man tror mest på i C20-indekset og investere lige meget i hver.

Lige stor andel i alle aktier og drop bare markedsvægte

Du kan godt lave din portefølje markedsvægtet, men du kan også bare bruge den naive 1/N-strategi, hvor du blot investerer samme beløb i hver aktie. Historisk har 1/N-porteføljen performet udmærket og den er dejlig nem både at komme i gang med og at styre efterfølgende.

Sådan opnår du en besparelse på 2.000 kr. efter 7 år

Køb 7 aktier eller en investeringsforening og behold dem i 7 år. Uden spekulative trades sparer du ca. 2.000 kr. ved at gøre det selv.

Her er regneeksemplet:

investeringsforeninger_goer_det_billigere_selv_tabel

Forudsætningerne er:
Omkostninger i investeringsforening: 1,58% ved køb/emission, 0,20% ved salg/indløsning og 1,12% i årligt adm.gebyr
Handelsomkostninger (Kurtage) for aktier og investeringsbeviser: 29,00
Investeringsbeløb i alt: 25.000,00
Investeringshorisont: 7 år.
Spredning af egen aktieportefølje på 7 aktier.

Ovenstående er baseret på Nordeas aktive investeringsforening. Hvis du i stedet tager udgangspunkt i omkostningerne i Danske Invests passive investeringsforening er besparelsen omkring 1.000 kr. for en investering på 25.000 kr.

Alle afkast udbetales som dividende og indre værdi er således uændret på salgstidspunktet.
Geninvestering af dividender vil for begge strategier øge omkostninger løbende og ved salg.

Hvad får du ikke, når du gør det selv?

Der er selvfølgelig også begrænsninger på at gøre det selv, så lad mig give lidt gendrivelse:

– Risikospredningen er ikke helt ligeså høj som i en investeringsforening, men der er bestemt risikospredning i en portefølje med 10-15 aktier. Husk i den forbindelse på at de fleste store selskaber i C20 har aktiviteter over hele verden og at du derfor ikke nødvendigvis bliver særligt eksponeret over for den økonomiske udvikling i Danmark, når du kun investerer i C20-aktier.

– Hvis du på trods af adskillige undersøgelser alligevel tror på investeringsrådgivernes udsagn om, at aktiv investering konsistent kan slå markedet over tid, at du har evnerne til at vælge den rigtige porteføljeforvalter og at du også kommer ud foran markedet efter omkostninger, så hold dig langt væk fra gør det selv-strategien.

– Beskyttelse mod egen inkompetence følger heller ikke med i gør det selv-modellen. Hvor investeringsforeningen har en professionel forvalter, der forhåbentlig kan undgå de dummeste brølere og de værste faldgruber i behavioral finance, så har du kun dig selv til at holde dig tilbage, når du gør det selv.

Du behøver ikke følge din portefølje tæt og kan i praksis nøjes med at logge ind én gang om året og foretage en rebalancering, hvis der er en aktie, der pludselig fylder for meget i din portefølje. Jo oftere du logger ind, des større risiko for at du får lyst til at handle – og handlerne koster.

Download regnearket og regn selv efter

Hent regnearket og kopier det til din egen Google Drive for at redigere det

Gør det selv-modellen er anbefalet af Penge- og Pensionspanelet

Forslaget og regneeksemplet bygger direkte på de syv anbefalinger i Penge og Pensionspanelets rapport om aktieinvesteringer:

1.Få overblik over din samlede økonomi. Du skal kun købe aktier, hvis din aktieinvestering på sigt forventes at overstige 100.000 kr., hvis du har tilbagebetalt gæld, og hvis du ikke skal bruge pengene indenfor en kortere årrække.

2. Vær ydmyg. Tro ikke at du (og din rådgiver) er smartere end de andre i markedet.

3. Pas på dit spillergén. Lad være med at ”spille” med din langsigtede opsparing på aktiemarkedet!

4. Hold omkostningerne nede, både handelsomkostninger og andre omkostninger. Køb aktier direkte over netbank, dvs. ikke gennem en investeringsforening, og køb for minimum 20.000 kr. ad gangen.

5. Køb og behold. En ”passiv” strategi giver i længden et bedre afkast end en ”aktiv” strategi.

6. Spred risikoen, men hold dig til danske aktier. En portefølje bestående af 15-20 aktier fra de større danske børsnoterede selskaber vil passe de fleste.

7. Hvis du investerer gennem en investeringsforening, så vælg en global passiv afdeling i stedet for en specialafdeling. Og kig ikke på foreningens historiske afkast, men på omkostningerne.

Læs mere
Anbefalinger om aktieinvesteringer
Tom Engsted, professor, Århus Universitet
Bjarne Graven Larsen, fondsdirektør, ATP
Michael Møller, professor, CBS
Rapport udarbejdet for Penge- og Pensionspanelet

Hvorfor er OPP en god idé?

Offentlig-private partnerskaber er ofte genstand for omfattende positiv omtale, men når selv branchens egen analyse peger på, at OPP gør finansieringen af projekterne dyrere, er det svært at se pointen.

Tidligere på året leverede den danske pensionsbranche en rapport om OPP forfattet af Peter Schütze og Anders Eldrup. Formålet var formentlig at overtale politikere i kommuner og stat om, at OPP er en fornuftig måde at finansiere fremtidens projekter, herunder infrastruktur, og at finansieringen selvsagt skulle komme fra pensionskasserne, der så inderligt ønsker sig bedre risikojusterede afkast.

Der er forskellige grunde til at anvende OPP, ifølge rapporten. Det primære formål har været at skaffe finansiering, når staten eller kommunens egne muligheder har været begrænset. Sekundært nævner rapporten, at formålet også har været at opnå sikkerhed for serviceydelsernes levering og at optimere omkostningerne til projektet over hele dets levetid og ikke kun eksempelvis i byggefasen.

OPP-rapport

Hvad er OPP?

Fra OPP-rapporten gives denne definition:

Offentlig-privat partnerskab
– Et offentligt-privat partnerskab (OPP) kan defineres som en langsigtet kontrakt mellem den offentlige myndighed og en privat partner.
– I et OPP specificerer den offentlige myndighed mængde og kvalitet af den service, der kræves af den private partner. Den private partners opgaver kan indeholde design, konstruktion, finansiering, drift og styring af et anlægsaktiv samt leverancen af en service til den offentlige bestiller eller befolkningen, der bruger aktivet. Et centralt element er sammenkædningen af aktivets anlæg og driftsfase.
– Den private partner modtager en række betalinger fra den offentlige myndighed, brugerbetaling eller en kombination. Ofte leveres aktivet tilbage til den offentlige part ved kontraktudløb.

Konklusion 1: OPP giver ikke billigere finansiering

I OPP-rapporten leverer Peter Schütze og Anders Eldrup denne konklusion:

Det er vores holdning, at OPP i Danmark ikke primært bør ses som en måde at finansiere offentlige infrastrukturprojekter på. OPP bør heller ikke være en metode til at omgå budgetregler (budgetlov, finanspagt m.m.) på. Nogle OPP-projekter vil dog opfylde de krav, Eurostat har opstillet, for ikke at skulle medtages i nationalregnskabet. Danmarks lave gældsætningsgrad bevirker, at denne mulighed ikke kan være en selvstændig målsætning ved OPP i en dansk sammenhæng.

De fortsætter:

Som led i arbejdet med denne rapport har vi fundet, at institutionelle investorer ved investering i infrastruktur organiseret som OPP vil kræve finansieringsomkostninger, som er i omegnen af 1 procentpoint højere, end hvis det offentlige selv finansierede projektet. Det er samtidig vores vurdering, at et veltilrettelagt OPP-projekt kan give større gevinster til samfundet end den meromkostning, som illikviditetspræmien medfører

Så OPP gør altså projekterne dyrere, fordi der ikke længere kan lånes til statsrenter.

Potentiale for stordriftsfordele ved forskellige enheders køb af samme produkt

De ser dog et potentiale for at et OPP kan bidrage mere til erfaringsopsamling og stordriftsfodele:

Nybygning af skoler rummer en række generiske problemstillinger. Derfor er der et stort
potentiale forbundet med at gentage/videreudvikle de bedste ideer og principper bag
de nye skoler og genbruge dem i andre nye skoler. Dette kan med fordel ske gennem
OPP, som gennem koblingen af levetidsøkonomi, funktionskrav og arkitektur virker særlig
velegnet, da det private konsortium kan eksistere på tværs af projekter. Dermed kan den
private partner basere sit tilbud på erfaringer fra lignende opgaver i andre kommuner.

Delkonklusion nr. 2: Skal du købe det samme produkt som nabokommunen, kan det være en fordel at forme et OPP. Når der ikke vælges OPP, må erfaringer blive opsamlet hos entreprenører og andre der bidrager til projekteringsfasen. Disse aktører glemmer naturligvis ikke deres erfaringer, når de planlægger og udfører opgaverne uden for rammerne af OPP. Det er hertil svært at se hvordan incitamenterne nødvendigvis er skruet bedre sammen blot fordi der er tale om et OPP. Risikodeling med private aktører kan – og bliver forhåbentlig – også brugt i eksisterende projekter, der ikke er offentlig-private partnerskaber.

Konklusionerne efterlader derfor meget tilbage at ønske, hvis man som pensionskassedirektør havde håbet på at kunne overtale kommuner og stat til i højere grad at invitere ens penge inden for.

Norges regering også kritisk over for OPP

Den norske regering har en interessant opsummering af myter og fakta om OPP:

Fakta 1: OPS gjør prosjektene dyrere. Privat lånefinansiering bidrar til å øke kostandene, siden slik finansiering er dyrere enn om staten bevilger pengene direkte.
Fakta 2: Med OPS sender man regningen videre til neste generasjon […] Med OPS kan man sette i gang prosjekter man ikke har vært villig til finne plass til på budsjettet.
Fakta 3: OPS “lurer” budsjettet, men ikke virkeligheten […] Kreative måter å bokføre utgiftene på gir oss ikke flere ressurser til disposisjon.
Fakta 4: Flere land har dårlige erfaringer med OPS. Storbritannia brukte OPS i stor stil på 1990-tallet, og nå sliter dagens britiske politikere med store ubetalte regninger og dyre kontrakter de ikke kommer ut av. Det gjør også den svenske regjeringen. Begrunnelsen fra Sveriges finansminister er at “det er utvilsomt at kapitalkostnadene for staten vil øke” og at det er “risiko for at budsjettdisiplinen svekkes”.

Links

Myter og fakta om OPS
Statssekretær Hilde Singsaas
Finansdepartementet, Norge

Organisering og finansiering af offentlige infrastrukturprojekter – en vej til økonomisk vækst og udvikling af den danske velfærdsmodel (pdf)
Anders Eldrup og Peter Schütze