Forøget egenkapital i banken – en ulempe for banken og dens kunder? – Nyt dansk working paper siger nej

Sidst i marts skrev jeg om, hvor meget dyrere det vil blive at være låntager i en bank, der bliver udråbt til systemisk vigtig. Jeg fandt, at omkostningen var begrænset, da afkastkravet til egenkapitalen nødvendigvis måtte falde, når der blev mere af den, og banken dermed blev mindre gearet og mindre risikabel. Nu har lektor Johannes Raaballe ved Insitut for Økonomi på Århus Universitet nået en lignende konklusion i et noget grundigere teoretisk og empirisk studie:

En to- til tre dobling af de svagest kapitaliserede danske bankers egenkapital vil utvivlsomt skabe finansiel stabilitet. Overraskende er omkostningerne herved særdeles små for bankens kunder, bankerne selv og samfundet. Bankernes gennemsnitlige udlånsrenter vil højest vokse med 0,2 procentpoint.

Det er meget interessant, og Johannes Raaballe formår også at komme med denne fuldt berettigede stikpille til de mellemstore danske banker:

Ud over vanetænkning er den største anstødssten mod ovennævnte forslag formentlig, at bankledelser ved, at en væsentlig egenkapitaludvidelse giver aktionærerne mere indflydelse og mulighed for at smide en eventuel inkompetent bankledelse på porten som betingelse for mere egenkapital.

En yderst relevant pointe jeg overså i min mini-analyse:

En eventuel stigning i bankernes fundingomkostninger kan formentlig tilskrives statens implicitte garantier (”too big to fail”) over for bankens kreditorer. Disse garantier er mindre værd, desto højere egenkapitalen er. Og derved bliver det nuværende statssubsidie mindre.

Hele working paperet inklusiv et meget læsværdigt litteraturreview kan læses på Århus Universitets hjemmeside:
Forøget egenkapital i banken – en ulempe for banken og dens kunder? (pdf)
Johannes Raaballe, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
(En version af paperet kan også læses i Finans/Invest nr. 1/2013 mod at betale den nette sum af kr. 260!)

Finanskrisen – årsag, virkning og regulering

Jeg har længe beundret Jeppe Christiansen, adm.dir. for Maj Invest, for hans arbejde og hans klart formulerede analyser. I det seneste nyhedsbrev fra Maj Invest, skrev han følgende om finanskrisen, som jeg er meget enig i – og som jeg ville ønske blev læst af flere uden for den finansielle sektor:

Finanskrisen: Årsag og virkning
De sidste fem år har Europa og USA været præget af en finanskrise, som i realiteten er en nødvendig korrektion.

Det tjener intet formål at diskutere skyld.

Bankerne har bevilget udlånene, men det er os alle – borgere og virksomheder – der har hjemtaget lånene.
Det er os alle sammen, der har truffet de beslutninger, som har udløst krisen.

I Danmark har vi desværre indført en særlig lønsumsafgift, som beskatter brug af arbejdskraft i finanssektoren. Det er ejendommeligt, at man vil beskatte brug af arbejdskraft i en videnssektor, som endda er afgørende for, at et moderne samfund kan fungere. Jo mere vi beskatter ansættelse af medarbejdere i finanssektoren, jo mere finansiel aktivitet flytter vi ud af Danmark, og jo mindre effektivitet får vi i samfundets evne til at fordele kapitalen lønsomt.

Hvis ikke vi havde en stærk dansk finanssektor, ville vi importere de samme ydelser og betale amerikanske, britiske, tyske og japanske investeringsbanker for de ydelser, vi nu selv producerer. Da der er tale om ydelser med stort vidensindhold, vil det være dyrt i importkroner, hvis ikke vi selv har en stærk finanssektor.

Indrømmet – jeg har en klar økonomisk interesse i det med lønsumsafgiften, da min arbejdsgiver bløder ekstra til statskassen for at have mig ansat. Men samfundsmæssigt forstår jeg ikke hvorfor man beskatter efter antal ansatte og ikke efter omsætning (det som ikke-finansielle virksomheder kender som moms) eller blot beskatter profit (god, gammeldags selskabsskat).

En bedre model for beskatning af finansielle virksomheder

Politikere, der lever med den vrangforestilling at straf af den finansielle sektor er godt for samfundet, kunne jo overveje om det ikke var værd at sætte selskabsskatten op på banker mod til gengæld at fjerne lønsumsafgiften. Det vil også være dumt, men vil det ikke være mindre dumt?

Transaktionsskat og lønsumsafgift er en snabel ned i den finansielle sektor, men snablen skaber desværre en masse forvridende incitamenter. En profitbeskatning er derimod i tråd med aktionærernes interesser – både stat og aktionær er interesseret i størst muligt afkast og ikke færrest/flest muligt ansatte eller færrest/flest muligt antal gennemførte transaktioner.