Usunde virksomheder selv skyld i faldende udlån ifølge Nationalbankens working paper

Den danske dagspresse elsker at skrive om små og mellemstore virksomheder, der påstår, at de har svært ved at låne penge i banken til deres sunde projekter (se f.eks. Hver anden får nej i banken, hvor de adspurgte selvstændige nævner, at det særligt er lån til driften, som de savner…).

I den forbindelse faldt jeg over et working paper fra Nationalbanken, hvor de i en sidebemærkning skriver:

Det har ikke været bankernes kapitalforhold, som har været den afgørende faktor
for faldet i bankernes acceptprocenter for låneansøgninger under finanskrisen, men snarere
den forringede kreditkvalitet af bankernes erhvervskunder.

A micro-econometric analysis of the banks’ loan rejection rates and the creditworthiness of the banks’ corporate customers af Kim Abildgren, Peter Askjær Drejer and Andreas Kuchler

Datagrundlaget for deres analyse virker ret omfattende. De konstaterer, at der ikke er sammenhæng mellem bankens solvens og bankens tendens til at at nægte lån til en virksomhed på baggrund af data fra Experian for omkring 1.000 danske virksomheder og deres bankforbindelser (Se øverst side 10).

Bankerne er blevet mindre risikotolerante, hvilket jo er sundt. At disse risikofyldte virksomheder skulle få nemmere ved at låne penge ved at bankerne sælger lånene videre pakket ned i forskellige former for erhvervsobligationer, asset backed securities osv., tja, så ligner det noget vi har set før op til krisen. Alt har en pris, ikke desto mindre, og til fair value, er der vel ikke noget, der forhindrer banken i at holde lånet på balancen (Banker ser ingen behov erhvervsobligationer).

Måske vil virksomhederne bare ikke betale en rente, der kompenserer långiver for risikoen. Renten skal op – og det er netop, hvad pensionskasserne siger (se bl.a. nederst i Personionskasser klar med erhvervslån for milliarder).

Vegetable seller
Vegetable seller (Photo credit: UN Women Asia & the Pacific)

Jeg beklager radiotavsheden de sidste mange måneder; det er nu engang sådan det går med projekter længere nede på prioritetslisten. Jeg forventer at øge frekvensen den kommende tid – bl.a. mere om erhvervsobligationer, når jeg har skimmet rapport fra udvalget om erhvervsobligationer.

Nordea ser negativ indskudsbevisrente, Nykredit siger nej

Sænker ECB deres ledende rente torsdag d. 5. juli, må Nationalbanken nødvendigvis følge med for ikke at øge presset på kronen. Udvider rentespændet sig, vil det blive endnu mere attraktivt at placere i danske kroner frem for euro, end det er i øjeblikket.

Nordea Markets ser som konsekvens, at Nationalbanken sænker indskudsbevisrenten til -0,25%. Nykredit Markets udsendte tirsdag en analyse, hvor de mener, at ECB derimod ikke vil sænke renten, og at Nationalbanken derfor heller ikke vil følge efter. Konsensus i markedet peger ifølge Bloomberg på en rentenedsættelse.

Det mest interessante i Nordeas analyse er grafen herunder, der viser hvordan indskudsbevisrenten siden 2009 er faldet langt længere ned end bankernes indlånsrenter. Noget tyder altså på, at selvom indskudsbevisrenten skulle gå i negativt territorium, så har vi stadig et stykke vej til negative renter på danskernes indlånskonti.

(Credit: Nordea Markets)

Læs hele analysen: Hvis renten på indskudsbeviser bliver negativ (Nordea)