Afdragsfri realkreditlån øger ikke afdrag på banklån

Dette indlæg er mere end 500 dage gammelt. Markedsforhold, priser, regler mv. kan have ændret sig, siden jeg skrev indlægget.

Et rigtig godt argument for at give danskerne adgang til afdragsfrie lån er, at det er håbløst at afdrage på billig realkreditgæld, hvis man i stedet kan afdrage på dyr bankgæld. Desværre tyder noget på, at danskerne ikke har været så gode til at bruge de sparede afdrag på realkreditlånet til i stedet at afdrage på banklånet. Fra Nationalbankens kvartalsoversigt 4. kvartal 2012 kommer følgende observertion:

Det viser sig, at opsparingen i 2010 for den typiske familie med afdragsfrie realkreditlån er mindre end afdragsfamiliernes opsparing. Kun forholdsvis få anvender de manglende afdrag på realkreditgælden til at betale anden, ofte dyrere, gæld tilbage, jf. figur 3. Disse resultater er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er en årsagssammenhæng fra muligheden for at optage afdragsfrie lån til opsparingsraten, men adgangen til afdragsfrie lån har uden tvivl gjort det lettere at reducere opsparingen.

Noget tyder på at mange af de låntagere, der har afdragsfri realkreditlån, ikke i stedet bruger pengene på at afdrage anden gæld eller på opsparing. Kilde: Nationalbankens Kvartalsoversigt, 4. kvartal 2012
Noget tyder på at mange af de låntagere, der har afdragsfri realkreditlån, ikke i stedet bruger pengene på at afdrage anden gæld eller på opsparing. Kilde: Nationalbankens Kvartalsoversigt, 4. kvartal 2012

Begrænsning af afdragsfri realkreditlån flytter afdragsfrihed til banken

I den typisk danske forbudstankegang må man ikke glemme, at begrænsninger på realkredittens produktudbud ikke rammer ovre i banken. Bankernes prioritetslån er som kassekreditter per definition afdragsfri. Og det er sjældent de tiltrækker den store lovgiveropmærksomhed, selvom de ofte kan tilbyde lånerenter på niveau med realkredittens. En af grundene til den manglende opmærksomhed kan være, at statistikken og gennemskueligheden på markedet for prioritetslån og banklån i øvrigt er langt lavere end på realkreditmarkedet. Og hvad gør man i den situation, hvor en kunde skal kreditvurderes og man kan se en stor friværdi, der godt nok ikke kan belånes, men ikke desto mindre er den til stede og vil jo tælle positivt i en defaultsituation. Altså: Blot fordi der ikke kan fås et afdragsfrit pantebrev, vil friværdien stadig tælle som formue. Her bliver det blot vigtigere at kende sin kunde.

Det er også værd at overveje om der i en situation med stigende ejendomspriser vil være den store forskel på at give folk afdragsfrie lån på den ene side, og lån med afdrag og efterfølgende tillægslån på den anden side. I begge tilfælde bliver belåningsgraderne holdt oppe, selvom der selvfølgelig er en indbygget ekstra kreditvurdering for hvert tillægslån.

Læs mere

Kvartalsoversigt, 4. kvartal 2012 (PDF)