Status: Sådan påvirker F1-redningen dit realkreditlån

Der er stadig mange løse ender i Henrik Sass Larsens lovforslag om ændring af lov om realkredit (PDF) og lovforslaget skal da også først andenbehandles i Folketinget d. 6. februar 2014. Det er forventningen i markedet, at der vil ske en større revision af lovforslaget for at luge de værste tekniske misforståelser ud inden da. Mine opsummeringer og forudsigelser i det følgende er baseret på offentlige udmeldinger fra ministeriet og på de kommentarer og analyser, jeg har kunnet opsnappe i skriftlig og mundtlig form. Meget kan fortsat ske, men det følgende er på tegnebrættet ind til videre…

F1-lån med “renteloft” og forlængelse fra 1. april 2014

Fra d. 1. april 2014 vil alle F1-lån overgå til at blive finansieret i obligationer, der er omfattet af en begrænsning på, hvor meget renten kan stige på den efterfølgende refinansiering. Renten på eksisterende lån, der refinansierer til d. 1. oktober 2014 og d. 1. januar 2015, kan fortsat stige ubegrænset. Den første refinansieringsauktion, hvor der udløber F1-obligationer af den nye type vil være i forbindelse med refinansieringen af lån d. 1. april 2015. På denne og efterfølgende refinansieringer kan renten maksimalt stige 5 pct.-point ud over renten på refinansieringsauktionen afholdt ét år tidligere.

Bemærk at renteloftet er skruet sådan sammen, at du som låntager kan have et renteloft, der er mere eller mindre end 5 pct.-point fra renten på dit individuelle lån. I en situation, hvor renten stiger fra fx 1 pct. ved seneste refinansiering til 2 pct. på udbetalingstidspunkte, vil loftet – som det ser ud lige nu – fortsat være på 1 + 5 pct. for alle låntagere finansieret i samme F1-obligation.

Hvis renteloftet træder i kraft, vil det gælde i ét år. Når det år er gået, kan renten igen stige frit, hvis realkreditinstituttet kan gennemføre en ordinær refinansiering.

Hvis en refinansiering ikke kan gennemføres, fortsætter den udløbende obligation og låntagerne skal betale renten opnået på refinansieringstidspunktet et år tidligere tillagt 5 pct.-point. Efterfølgende fejlede refinansieringer ser ikke på nuværende tidspunkt ud til at medføre yderligere rentestigninger.

Obligationerne har således fået en soft bullet, der kan udløses enten pga. ikke gennemført refinansiering (credit risk) eller pga. stigende renter (market risk).

Mærkværdigt renteloft indføres på F2- og F3-lån fra 1. januar 2015

Fra 1. januar 2015 vil nye og refinansierede lån også blive omfattet af et renteloft. Den første refinansiering, hvor F3-låntagere vil være omfattet af renteloftet på de 5 pct.-point vil være refinansieringen til d. 1. april 2017.

Renteloftet på de F2 og F3 har en mærkværdig konstruktion: Renten kan maksimalt stige 5 pct.-point i forhold til – og hold nu fast – refinansieringen af andre låntageres lån med samme fastrenteperiode for ét år siden. Det bliver dermed et mærkværdigt renteloft, der opfører sig noget anderledes end de rentelofter, der allerede tilbydes. Stakkels de rådgivere i banker og realkreditforeninger, der skal forklare kunden forskellen. Den eneste nogenlunde sammenhængende lovgiverlogik, der kan ligge til grund for denne konstruktion, må være, at låntager generelt forventes at følge renteudviklingen, og hvis en F3-rente stiger over en periode længere end et år før låntager skal have refinansieret sit lån, kan han eller hun nå at omlægge sin privatøkonomi, så den stigende rente opleves som et mindre chok end ellers.

Priseffekt må forventes, når obligationer gøres mere komplicerede

Verdens enkleste og mest gennemskuelige obligationer (korte, stående, inkonverterbare, likvide) bliver nu erstattet med klodens måske mest avancerede obligationer. Forlængelse af løbetiden er ikke bare et spørgsmål om realkreditinstituttets betalingsevne (nemt nok), men også et spørgsmål om faktisk og forventet renteudvikling (en tand sværere).

Hvis obligationerne kan genbruges, så der ligger F1-, F2- og F3-lån i samme obligation (ligesom i dag), bliver det sin sag at prise effekterne af fordelingen mellem de forskellige fastrenteperioder for ikke at tale om modeller for forventede indfrielser og skift af fastrenteperioder frem til refinansieringstidspunktet. Hvis obligationerne ikke bliver genbrugt, vil der i stedet skulle åbnes en urimelig stor række af obligationer (fondskoder) – til skade for likviditet, indlåsning og i sidste ende låntagers rente. Den forringede likviditet vil nok medføre den største priseffekt, skarpt forfulgt med udfordringen i at prise de sære obligationer. Det bliver svært at finde en børsmægler, der kan skrue en stabil afdækningsstrategi af. Man omdanner et produkt, der var de mindst risikovillige investorers sidste helle i markedet, til at være et produkt, der rummer så mange syrede elementer af renterisiko mv., at det for mange vil være nødvendigt at flytte fokus til statsobligationer (eller Cita-obligationer) for at kunne overholde investeringsrammerne.

FlexKort og Kort Rente er stadig fremtiden

Der ser ud til at eksistere et mærkværdigt element i loven, som fritager FlexKort, Kort rente og Cita-lån, hvis den anvendte obligation har en løbetid på mere end 3 år på udstedelsestidspunktet. Det er mit bud, at denne type lidt længere obligation vil blive priset langt mere effektivt, end de sære F1-F3-obligationer, og Cita-lånet vil derfor stadig være et konkurrencedygtigt alternativ til F1 (også uden forskelle i kursskæring og bidragssatser).

Realkreditinstitutterne har i forvejen lagt op til at anvende længere obligationer. Forvent derfor 5-årige Cita-obligationer som det næste i produktudviklingen, når de bliver omfattet fra 1. april 2015.

S&P vil ikke sige OK, før loven er vedtaget

S&P har sagt (blandt andet til Finansanalytikerforeningens møde), at de er forhindret i at blande sig i lovarbejdet. Den præcise årsag er uklar, men det skyldes angiveligt den regulering, ratinginstitutter er underlagt. De øvrige ratinginstitutter har ikke følt sig underlagt den samme begrænsning, men det er S&P, vi venter på, da S&P er størst på rating af dansk realkredit, og fordi det var deres øgede fokus på Broad Liquid Assets og Stable Funding Ratio, der sparkede kapløbet i gang.

Hvis S&P ikke siger god for lovteksten, er arbejdet spildt, og flytningen af kunder til andre låneprodukter vil skulle fortsætte med fornyet hast. Prisstigninger er og bliver det eneste effektive våben, der får kunder til at løfte knoglen og bestille en omlægning, når de skal flyttes fra et kortrenteprodukt til et andet.

S&P vil have at institutterne (med god grund) anvender længere funding. S&P skal sige god for at den samme obligation på en og samme tid kan være både en lang obligation for udsteder og en kort obligation for investor (og hvad sker der hvis udsteder køber egne “lange” obligationer til en beholdning af “korte” obligationer…). Det er langt fra sikkert, at S&P hopper på lovens krumspring.

Bidragssatser og kursskæring vil fortsætte på nuværende niveauer

Bidragssatser og kursskæring vil også efter lovforslaget træder i kraft skulle differentieres afhængig af låntagers risikoprofil. Der vil fortsat være tillæg for afdragsfrihed og for variabel rente, da begge elementer udgør en større risiko for realkreditinstituttet. Samtidig kan prisdifferentieringen også være med til at sikre overholdelse af den kommende tilsynsdiamant for realkreditinstitutter.

Hvis S&P, EU mv. accepterer at obligationerne kan tælle som stabil funding, kan det dog blive svært at argumentere for, at kursskæringssatsen på F1 og F2 skal være markant højere end på Cita-lån, da refinansieringen udgør et mindre presserende problem end i dag, og renterisikoen stort set er den samme.

F4 bliver låntagers foretrukne rentebindingspunkt og billigere end F3

I det seneste lovforslag er F4-lånet undtaget fra det mærkværdige renteloft. Da 4-årige og 3-årige obligationer henvender sig til stort set samme investorgruppe, er det oplagt at springe lidt længere ud ad rentekurven for at undgå kompleksiteten i den 3-årige obligation. Forvent at F4 og F5 bliver mere populært end F3, der i øjeblikket er næstmest populær efter F1. F4 bliver således det oplagte valg, hvis man som låntager vil binde sin rente fast en kort årrække.

Konklusion: En snørklet omvej til en uskøn løsning

Lovforslaget er ubrugeligt, komplekst og målet kunne være nået langt lettere. Målet er at reducere låntagers rentefølsomhed over for ”ekstreme rentestigninger” og at sikre, at der er lagt en plan, hvis en refinansiering fejler.

Soft bullets er den oplagte løsning på problemstillingen ved en fejlet refinansiering. Det er inkluderet i lovforslaget, og det er kendt stof i markedet. Det ville højst sandsynligt tilfredsstille S&P og EU, da modellen findes andre steder. Det bedste havde været forlængelse med en måned ad gangen til en eksternt kvoteret referencerente (for at sikre mod kurstab som følge af renteudvikling) og en lovning om hurtigst muligt at vende til refinansiering på markedsvilkår.

De ”ekstreme rentestigninger” kunne løses meget lettere ved at begrænse tilgangen til F1-lån, FlexKort og øvrige lån uden renteloft med tilsynsdiamanten. Låntagere, der ønsker variabel rente, får i stedet tilbudt lån med renteloft. Det er produkter, der allerede findes i dag under navne som RenteMax og FlexGaranti, og som er kendte, letgennemskuelige produkter, som investorerne kender og kan prise – også de udenlandske investorer. Renten er noget højere end F1 pga. optionaliteten, men sådan er det nu engang, når produktegenskaberne udvides. Spørgsmålet er dog om markedet kan finde sælgere af rentecaps nok til afdækningsporteføljerne, hvilket allerede i dag har givet lidt skub opad i låntagerrenten på RenteMax-produkterne, men igen er det blot sådan det må være.

Det klinger hult, at ministeren bekymrer sig om låntagernes renterisiko på F1-lån, når FlexKort og Cita-lån fritages fra renteloft. Det klinger også hult, når bankernes prioritetslån er fuldstændig fritaget fra renteloft. Danske Banks covered bond-program kan fortsætte uændret, så længe de kun udsteder obligationer med mere end to års løbetid (, og banker, der finansierer boligudlån på anden vis, kan give kunderne al den renterisiko, som kunderådgiveren kan præstere.

Fjern derfor rentetriggeren fra lovforslaget, og vi har en rigtig god løsning, der bygger på kendte principper om soft bullets, der ikke bare flytter problemet med familien Danmarks rentefølsomhed til bankerne, og som derfor kan træde i kraft hurtigst muligt, så vi ikke skal spilde mere tid på uduelige politikeres tåbelige forsøg på at genopfinde den dybe tallerken.

By: dkpto

Det fornuftigste forslag til en F1-redning til dato

For et par dage siden sendte obligationschef Peter Mosbæk fra Maj Invest et udmærket høringssvar, der i et enkelt og letforståeligt sprog forklarer, hvorfor forslaget til reduktion af refinansieringsrisiko i dansk realkredit er så utroligt dårligt.

Høringssvaret er yderst læsværdigt i sin helhed – her blot et par citater fra opsummeringen:

Både første udspil og det fremlagte lovforslag er hybridløsninger, hvor man forsøger at løse både realkreditinstitutternes refinansieringsrisiko og danskernes renterisiko, herunder at øge Nationalbankens handlingsfrihed i en valutakrise. Begge forslag har meget komplekse og overvejende negative konsekvenser.

I første omgang er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem låntagers renterisiko og refinansieringsrisikoen for de udestående obligationer. Der er tale om to forskellige ting, hvor refinansieringsrisikoen kan øge låntagers renterisiko, hvis der skulle opstå markedsstress.

– Refinansieringsrisikoen er risikoen for, at realkreditobligationerne ikke kan afsættes på auktionerne.

– Låntagers renterisiko er risikoen for, at låntager som følge af en rentestigning ikke er i stand til at betale ydelser på deres lån.

I stedet for at blande de to ting sammen vil en bedre løsning være at behandle dem hver for sig.

Kort sagt kan investorerne hjælpe med at bære refinansieringsrisikoen. Til gengæld kan investor ikke håndtere renterisikoen. Sidstnævnte må låntager leve med, når låntager eksplicit selv har valgt et lån med løbende rentetilpasning.

Refinansieringsrisikoen kan løses ved, at udstedte obligationer kan forlænges med f.eks. op til tre år (tre mdr. til et år ad gangen) til en variabel rente. Det som udløser forlængelsen bør ikke være en rentestigning, men kan i stedet ske på foranledning af udsteder. Det kunne f.eks. være i tilfælde af en auktion fejler og realkreditinstituttet vurderer, at det ikke er muligt at afholde en ny auktion.

Renterisikoen bør ikke flyttes til investorerne. Er vurderingen, at der generelt er for mange variabelt forrentede lån i Danmark, skal dette løses andre steder end på de udstedte obligationer.
Selvom det kan diskuteres, om det er optimalt at lovgive om realkreditinstitutter og bankers udlån til variabel rente, er det den eneste måde, hvorpå man kan nedbringe den danske renterisiko.

Man kan give institutterne incitament til at mindske andelen af variabelt forrentede lån via følgende metoder.
– Øget risikovægt for variabelt forrentede lån i forhold til fastforrentede i realkreditinstitutternes interne modeller.
– Tilsynsdiamant, som sætter grænse for andelen af variabelt forrentede lån (ikke kun F1).

Må jeg ydmygt foreslå, at Peter Mosbæk bliver udnævnt til ny Nationalbankdirektør i stedet for Lars Rohde eller måske blot udpeget som særlig rådgiver for ministeren. Der er brug for folk som Peter…

maj_invest_hoeringssvar


Læs også de tidligere indslag i serien:

Brandudsalg og ond spiral er en reel risiko i “F1-redningen”

Rohdes halvhjertede ”F1-redning” sender auktionsrenterne i bund

Drømmer Nationalbanken om at tolagsbelåning bliver standard?

I anbefalingerne i den seneste udgave af rapporten Finansiel Stabilitet, der udkom i onsdags, skriver Nationalbanken:

Realkreditinstitutterne bør vælge en forsigtig forretningsmodel.
Investorernes tillid til realkreditobligationernes kreditværdighed og likvididet er kernen i realkreditsystemet. For at bevare denne tillid er en passende afstand til lovgivningens grænser nødvendig. Det vil sige, at institutterne ikke skal yde lån med rentetilpasning og afdragsfrihed, samt lån finansieret med SDO eller SDRO, helt op til de grænser, der er fastsat i loven.

Det er uklart om de mener, at det er kombinationen af rentetilpasning og afdragsfrihed, der skal stoppes, eller det vitterligt også gælder produkterne individuelt. En ting er dog sikkert: Nationalbanken må virkelig synes, at Nykredits model for tolagsbelåning er vejen frem.

Længere inde i rapporten uddyber de:

Investorernes grundlæggende tillid til realkreditobligationernes kreditværdighed er kernen i det danske realkreditsystem. For at bevare denne tillid bør institutterne vælge en forsigtig tilgang, hvor der lægges en passende afstand til lovgivningens grænser. Institutterne kan fx undlade at yde lån med variabel rente og lån med afdragsfrihed helt op til lovgivningens lånegrænser. Det samme gør sig gældende for lån finansieret med SDO eller SDRO. Institutterne kan også vælge en højere kapitalisering eller i god tid sikre sig en tilstrækkelig stødpude af supplerende kapital. Det vil øge systemets robusthed over for ejendomsprisfald, rentestigninger og andre negative stød til økonomien.

Et institut, Nykredit Realkredit, har valgt ikke længere at tilbyde etårige rentetilpasningslån, lån uden afdrag og lån finansieret med SDO helt op til lovgivningens belåningsgrænser.

Ja, SDO-belåning giver refinansieringsrisiko

Det er afgjort korrekt, at kravet til realkreditinstitutterne om, at LTV-overskridelser skal dækkes med ekstra kapital har introduceret en refinansieringsrisiko, da institutterne skal hente kapital, når ejendomspriserne er faldet. Når ejendomspriserne falder, plejer der også at være lavkonjunktur. Det plejer at medføre forøgede risici i den finansielle sektor, og det vil investorerne gerne have sig ekstra betalt for. Derfor er det aldrig sjovt at skulle hente penge, når det brænder på.

Tolagsbelåning er ikke løsningen

Nykredits løsning med altid at give tolagsbelåning er dog kun lokalt optimerende og kan ikke være en fordel for låntagerne eller for samfundet. Låntagere skal betale dobbelt tinglysningsgebyr og regne grundigere efter ved omlægninger for at se om det kan betale sig. De får et mere indviklet produkt. Og nu får de ikke engang lavere bidrag end hos de øvrige realkreditinstitutter.

Produktindskrænkninger i det yderste lag kan være udmærket. Forhøjede renter på det yderste lag er svære at undgå, da obligationerne i yderlaget bliver illikvide, og så er der den krølle på halen, at investors risici har det med at koncentrere sig i det yderste lag (se fx mit tidligere indlæg Dyrt for Nykredit at lave tolagsbelåning pga. høje kapitalkrav i RO-centeret.)

Alt i alt må det for samfundet være mere optimalt, at fremskaffelse af finansiering kan ske så effektivt som muligt. Den forhøjede refinansieringsrisiko må institutterne tage sig betalt for på samme måde som de bliver kompenseret for kreditrisikoen på den enkelte låntager: Via bidragssatsen. Det er nemt og enkelt. Høje bidrag til kunder med høj defaultrisiko, lave bidrag til kunder med lav defaultrisiko. Og husk på: I Danmark afskaffede vi tolagsbelåning i 1980, fordi det gav for meget bøvl og var uigennemskueligt for låntager.

by seier+seier, on Flickr
Nationalbanken (seier+seier, on Flickr)

Finansiel Stabilitet 2013
Nationalbanken

Realkredittens historie
Realkreditrådet

Dyrt for Nykredit at lave tolagsbelåning pga. høje kapitalkrav i RO-centeret
Kassemesterens Klumme